|
|
 |
Redskabsstyring fungerer godt på radrenser |
|
Trimble GPS aktiv redskabsstyring fungerer lige godt i dagslys og mørke. Og så reagerer redskabsstyringen hurtigere, end det er muligt manuelt, viser erfaringer på lollandsk forsøgscenter.
Forsøgscentret Sofiehøj i Holeby på Lolland tester i øjeblikket Trimble GPS aktiv redskabsstyring med RTK-præcision (2,0-2,5 centimeter) på en radrenser, i dette tilfælde en 6-rækket af mærket Thyregod.
Det første års erfaringer viser, at der skal bruges meget tid på tilpasninger, inden udstyret fungerer i praksis.
- Den GPS-baserede redskabsstyring har vist sig at fungere godt på en radrenser, som jo kræver præcisionskørsel, fortæller Bent Olsen, forsøgsassistent på Sofiehøj.
- Sammenlignet med kamerastyring, som har været anvendt en del på radrensere, men ikke kan bruges til at styre traktorer, har GPS redskabsstyringen den fordel, at den fungerer lige godt i både dagslys og mørke. Udstyret gør det således muligt også at radrense om natten. Og så reagerer redskabsstyringen hurtigere, end det er muligt manuelt, tilføjer Bent Olsen.
Dataudveksling mellem traktor og redskab Med Trimble GPS aktiv redskabsstyring har traktor og redskab hver sin GPS enhed. Via dataudveksling sammenlignes traktorens og redskabets positioner løbende, og har redskabet flyttet sig i forhold til traktorens position, tilpasses redskabets position automatisk.
- Som jeg ser det, er der store perspektiver i GPS-baseret redskabsstyring i forbindelse med radrensning. Ikke mindst fordi det ligger i kortene, at radrensning måske vil vinde frem på bekostning af kemisk ukrudtsbekæmpelse, siger Bent Olsen og tilføjer:
- Vi har også GPS redskabsstyring på en redskabsramme, som kan anvendes til forskellige redskaber. Generelt har redskabsstyring den fordel, at hver enhed kan anvendes på flere redskaber.
Større præcision i markforsøg Bent Olsen og kollegaen Morten From er enige om, at GPS-teknologien har en særlig berettigelse på et forsøgscenter som Sofiehøj.
- Vi anskaffede Trimble GPS til to traktorer for to år siden for at øge præcisionen og effektiviteten i forbindelse med markforsøgene. Teknologien gør det nemmere, når der skal startes op et nyt sted - ikke mindst når der er tale om små forsøgsparceller, fortæller Morten From.
Både Trimble GPS’erne og redskabsstyringerne er leveret af Johannes Mertz A/S.
Sofiehøj kører i øjeblikket også med et GPS-baseret plovstyringssystem, GeoPlov 100, til plove med variabel furebredde, som er leveret af Geoteam A/S.
Hvis ploven under pløjning kommer til et sted, hvor furen slår et slag til en af siderne, regulerer systemet furebredden, så ploven kører ligeud, og furen rettes ud.
 Forsøgsassistenterne Bent Olsen (til venstre) og Morten From, der her ses ved radrenseren, som Trimble GPS redskabsstyringen testes på, er enige om, at GPS-teknologien har en særlig berettigelse på et forsøgscenter som Sofiehøj. - Vi anskaffede RTK-GPS til to traktorer for to år siden for at øge præcisionen og effektiviteten i forbindelse med markforsøgene, fortæller de.
 Forsøgscentret Sofiehøj i Holeby på Lolland tester i øjeblikket Trimble GPS aktiv redskabsstyring på denne 6-rækkede Thyregod radrenser. Det er radrenserens GPS-antenne, der rager op i midten.
 På forsøgscentret Sofiehøj i Holeby køres der med GeoPlov 100 systemet på en 4-furet Kuhn vendeplov med variabel furebredde.
|
|
|