Forskellige traktormærker - samme GPS-system
 
Selv om der kører traktorer af flere forskellige mærker på en bedrift, er der ikke noget til hinder for, at alle traktorerne kan køre med samme GPS-system. Johannes Mertz A/S har således leveret fire Trimble GPS-enheder til Svenstrup & Giesegaard Landbrug I/S til forårssæsonen 2010.
 
Teknisk set er systemet identisk med det system, som Johannes Mertz A/S har fast på programmet til Case IH og New Holland traktorerne. Men på Svenstrup & Giesegaard Landbrug er de fire GPS-enheder monteret på en Challenger 875 bæltetraktor, en John Deere 8530, en John Deere 8230 og en Fendt 930.
 
Samme system på alle traktorer
- Vores Challenger 875 og John Deere 8530, som har kørt i nogle år, havde i forvejen deres egne GPS-systemer, mens vore to øvrige traktorer ikke var udstyret med GPS. Vi havde imidlertid et ønske om at få GPS på alle de fire traktorer, og det skulle være samme system for at gøre det enklere for vore traktorførere. Desuden skulle det være det mest præcise system, siger driftsleder på Svenstrup & Giesegaard Landbrug, Henrik Severin.
 
- Når vi valgte netop dette system fra Johannes Mertz A/S, er forklaringen, at disse GPS-enheder har den bedste radioforbindelse til de tre referenceantenner, der er placeret indenfor en radius på 12 kilometer. Det har også spillet ind, at netop Mertz som en af de hjemlige pionerer på området allerede har flere års erfaringer med placering af referenceantenner. De har gjort en stor indsats med at få PGS-enhederne monteret i de fire traktorer, så det hele var køreklart her til foråret, forklarer han.
 
Fungerer godt
Henrik Severin fortæller videre, at der naturligvis har været behov for nogle småjusteringer i opstartfasen, men at systemet samlet set fungerer godt. Han peger også på, at det i praksis har vist sig at være en stor fordel med ens GPS-terminaler i alle fire traktorer.
 
Med hensyn til forekomsten af udfald viser de første erfaringer på Svenstrup & Giesegaard Landbrug, at det er noget, der kun forekommer i yderst begrænset omfang - også når der køres helt tæt på skovkanter og lignende, som kan forstyrre satellitsignalerne.
 
Også signaler fra russiske satellitter
- For at fungere sikkert skal GPS-enhederne i traktorerne have forbindelse med mindst fem til seks satellitter ad gangen. Det krav opfyldes fuldt ud, da der typisk er forbindelse til omkring 10 satellitter ad gangen, fortæller den midtsjællandske driftsleder.
 
- Netop for at forebygge udfald valgte vi at betale et engangsbeløb for hver GPS-enhed for også at kunne trække signaler fra 16 russiske satellitter, så vi inklusive de 28 amerikanske satellitter, der er i kredsløb, kan trække signaler fra i alt 44 satellitter. Disse sidste penge er helt sikkert godt givet ud, da vi herved kan få fuldt udbytte af den samlede investering, forklarer Henrik Severin.
 
Nøjagtighed på 0-2,5 centimeter
- Systemet arbejder med en nøjagtighed på 0-2,5 centimeter. Det betyder, at vi ingen overlapninger har i marken, så vi sparer både plantebeskyttelsesmidler, gødning, såsæd og kørsel - og dermed også såvel tid som brændstof. Der bliver heller ingen ubearbejdede striber i marken, heller ikke selv om det ind imellem skulle blive nødvendigt at køre om natten, siger han og tilføjer:
 
- Vores marksprøjte er i øvrigt også forberedt til GPS. Med denne nøjagtighed betyder det for eksempel, at hvis der sprøjtes på en mark, der kiler ind, lukkes der automatisk for det nødvendige antal dyser. Herved spares der plantebeskyttelsesmiddel, samtidig med, at miljøet skånes. Samme princip gælder for såvel såmaskinen som gødningssprederen.
 
Lettelse for traktorførerne
Endelig peger Henrik Severin på den meget væsentlige faktor, at GPS-enhederne letter arbejdet mærkbart for traktorførerne, fordi de ikke skal bruge mental energi på at styre, men i stedet kan koncentrere sig om selve markarbejdet.
 
Derfor er det planen, at der også skal monteres beslag på Svenstrup & Giesegaard Landbrugs tre mejetærskere, så der kan flyttes en GPS-enhed over i hver af disse. Herved slipper også mejetærskerpiloterne for at skulle koncentrere sig om at styre maskinerne, så de i stedet kan bruge tiden på at overvåge selve høstarbejdet.
 
- Når de fire GPS-enheder også kan bruges på mejetærskerne, kan de bruges på i alt syv maskiner. Det giver en høj udnyttelsesgrad af udstyret, så investeringen er mere rentabel, påpeger Henrik Severin.
 
 
Svenstrup & Giesegaard Landbrug I/S
 
* Svenstrup & Giesegaard Landbrug I/S, der blev etableret i 2006, omfatter markbruget på Svenstrup Gods ved Borup og Giesegaard Gods ved Ringsted. Det fælles I/S lejer driftsbygningerne og forpagter de i alt 2.150 hektar agerjord, heraf cirka en tredjedel på Svenstrup Gods og to tredjedele på Giesegaard Gods.
 
* Der praktiseres pløjefri dyrkning. Afgrøderne er vinterhvede, vårbyg, vårhvede, vinterrug, vinterraps, rajgræsfrø, stivbladet svingel og strandsvingel.
 
* Maskinparken ejes af I/S’et. Traktorparken omfatter en bæltetrukket Challenger 875, en John Deere 8530, en John Deere 8230 og en Fendt 930. Høsten klares med tre Claas Lexion 600 mejetærskere. Al jordbearbejdningen foregår med en Horsch Tiger harve, der har en arbejdsdybde på ned til 30 centimeter og monteres med såudstyr til såning af raps og efterafgrøder. Kornet sås med en 8,0 meter Väderstad Rapid Combi, som kan placere gødning samtidig med såningen. Til maskinparken hører også en 24 meter Hardi Twin luftsprøjte og en Bredal K105 gødnings- og kalkspreder.
 
For at fungere sikkert skal GPS-enhederne i traktorerne have forbindelse med mindst fem til seks satellitter ad gangen. Her viser en af GPS-terminalerne, at der er forbindelse med 11 satellitter.
 

- Når vi valgte Trimble GPS-systemet fra Mertz Faxe, er forklaringen, at disse GPS-enheder har den bedste radioforbindelse til de tre referenceantenner, der er placeret indenfor en radius på 12 kilometer, siger driftsleder Henrik Severin, der her ses på den store Challenger 875 bæltetraktor.

 
 
 

Også Svenstrup & Giesegaard Landbrugs Fendt 930 er udstyret med stedets nye, standardiserede GPS-system. GPS-antennen ses på traktorens tag.

Driftsleder Henrik Severin peger på den meget væsentlige faktor, at GPS-enhederne letter arbejdet mærkbart for traktorførerne, fordi de ikke skal bruge mental energi på at styre, men i stedet kan koncentrere sig om selve markarbejdet.

  Nykøbing F.

Holger Brodthagensvej 6
4800 Nykøbing F.
Tlf: 54853299
Fax: 54853467  
  Nakskov

Heimdalsvej 9
4900 Nakskov
Tlf: 54921911
Fax: 54928279
  
  Faxe

Rønnedevej 52
4640 Faxe
Tlf: 56713330
Fax: 56713127